Nyhedsbrev 2

Kære Havgassefolk

Godt Nytår!  Et begivenhedsrigt år er rindet ud, og vi har taget hul på et spændende 2017 med en stolt skude liggende ved kajen i Faaborg (ud for Heimdal).

Foreningens galease er kommet hjem – byens skib om man vil, fordi alle jo er velkommen til at være med i eventyret. ” Haabet er Havgassen”!

Siden sidst: 
Måske kan det ind imellem opleves som om der “ikke sker noget” med projektet, men dette er ingenlunde tilfældet – bestyrelsen har haft travlt.

Tilladelser, logistik, papirarbejde med banker, Skibsbevaringsfond og ikke mindst Skibsregistret, som er midt i en flyttetid fra ho’sta’en til provinsen.

NU ER REGISTRERINGEN KOMMET FRA SKIBSREGISTRET/SØFARTSSTYRELSEN OG VI ER ENDELIG FORMELT EJERE AF HAVGASSEN/HAABET ALLE SAMMEN!

Hermed kan vi bede Sparekassen Fyn om at sende de sidste penge til banken i Esbjerg, og vi kan komme videre med bla. fonde og sponsorer.

Indtil nu har vi fået 10.000,- kr fra Sparekassen Fyn og 85.000,- kr fra Skibsbevaringsfonden til opstartsprocessen – bedding, bundklargøring m.m.. Herligt!

God behandling af Faaborg Havn og Ole Skov i forb. med rep. af motoren er også værd at bemærke sig.

Et møde med Faaborg Kommune giver også tro på en samarbejdsaftale i 2017, hvilket er essentielt for vores projekt.

Vi vil gerne invitere til åbent skib på Havgassen SØNDAG D. 22. JANUAR. KIK NED PÅ HAVNEN mellem 13-15.00 OG SE SKIBET FRA FOR TIL AGTER OG FÅ EN SNAK MED BESTYRELSEN OG HINANDEN!

Planen er at få Havgassen på bedding, eller endnu bedre i dok ved Faaborg Værft, i marts ell. April hvor spir skal strammes og bunden  kalfatres og males.

Sponsorarbejdet går i gang om en uges tid, og vi har medsendt et par filer så I kan se, hvordan mulighederne i den forbindelse ser ud. Har nogen af Jer en potentiel sponsor i kikkerten, så giv endelig lyd – uden sponsorer vil økonomien se svær ud i fremtiden.

Højvande/stormflod: Vores smukke skib klarede højvandet med bravour og juletræ i ovnrøret!

Mange hilsner fra os alle i bestyrelsen

Jan Valbak

Medlem status:
Vi er nu omkring 140 medlemmer, hvor af knap 100 har tegnet et støttebevis i form af en anpart.
Det er godt gået venner!!
www.træskibsforeningenfaaborg.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *